I Lars Høegs malerier er sagen aldrig umiddelbart synlig. Maleprocessen er snarere en skjulen end en fremstillen.

"Surrealismen er ikke radikal nok", hævder maleren. Det ubevidste - hvis det er det konventionelle navn for dette fremmede væsen - tilstedes ingen adækvate billeder, knap nok genkendelige formstumper.

Handlingen er indadvendt. Denne tese synes bestyrket: overfladen blegner, som om lærredet tappes for kraft af dette Usynlige.

Således risikerer den sædvanligvis upåvirkede kunstbetragter - når han udsætter sig for disse malerier - at blive absorberet af deres indadvendte bevægelse. En anden magt griber fat i ham og ender med at slæbe af med ham for at fortære ham andetsteds. Maleriets list har vist sig virkningsfuld.